Vismænd, valgkamp og politiseren

Berlingske kritiserer d. 13/2 på lederplads, at de økonomiske vismænd ikke deltog i den offentlige debat under den nylige valgkamp. Det er imidlertid en lang og fast tradition, at vismændene og deres sekretariat er tavse under valgkampe. Hvis vismandsinstitutionen skal bevare sin troværdighed og dermed sin værdi for samfundet, må der ikke herske tvivl om, at den er uafhængig og partipolitisk neutral. Hvis vi deltog i debatten i en ophedet valgkamp, ville vi uundgåeligt blive taget til indtægt for det ene eller andet partipolitiske synspunkt. Dertil kommer, at vismandsinstitutionen ikke har ressourcer til at foretage en seriøs og systematisk analyse af alle de økonomisk-politiske planer og forslag, der dukker op i en valgkamp. Og hvis vi kun kommenterede på nogle partiers forslag uden at beskæftige os med dem alle, ville vi netop kunne beskyldes for at være partiske. I øvrigt har vi i de seneste vismandsrapporter og i opfølgende kronikker og avisindlæg analyseret mange af de økonomiske spørgsmål, som blev diskuteret under valgkampen. Alt dette materiale er tilgængeligt for offentligheden på Det Økonomiske Råds hjemmeside og kunne let have været anvendt af medierne.

Skatteminister Kristian Jensens indlæg i Berlingske samme dag (d. 13/2) illustrerer meget godt, hvor vanskeligt det er for vismændene at undgå beskyldninger om at politisere. Kristian Jensen angriber os for at ”forfølge en skjult politisk dagsorden” med vores kritik af regeringens skattestop. Lad os forsøge at forklare baggrunden for vor uenighed med skatteministeren: Skattestoppet betyder, at ejendomsværdiskatten såvel som de fleste punktafgifter (dvs. afgifterne på alkohol, tobak, energi mm.) er fastlåst i kroner og øre. Dermed udhules provenuet fra disse skatter gradvis af inflationen. Hvis skattestoppet fastholdes, vil det altså reelt betyde en gradvis afvikling af ejendomsværdiskatten og de fleste punktafgifter med det resultat, at en stadig større del af de offentlige indtægter skal dækkes af indkomstskatten. Hvis man i stedet tillod punktafgifterne og ejendomsværdiskatten at stige i takt med den almindelige inflation – hvilket reelt blot er en fastholdelse, men ikke en forøgelse af disse skatter regnet i købekraft – så kunne man ifølge vore beregninger sænke skatten på arbejdsindkomst med det resultat, at beskæftigelsen i løbet af en tiårs-periode ville øges med ca. 18.000 fuldtidspersoner. Derfor har vi sagt, at skattestoppet i sin nuværende udformning er direkte hæmmende for regeringens målsætning om at øge beskæftigelsen.

Hvis man tillader punktafgifterne og ejendomsværdiskatten at stige i takt med inflationen og bruger merprovenuet til at sænke skatten på arbejde, vil det betyde en vis omfordeling fra modtagere af overførselsindkomster til dem, der er i arbejde. Kristian Jensen hævder, at vi forsøger at skjule dette forhold. Han hævder endvidere, at det fagøkonomisk ville være bedre at skære direkte i overførselsindkomsterne frem for at udhule dem gennem højere afgifter, men at vi mangler mod til at sige dette.

Vi er ganske forbløffede over dette angreb fra ministeren. Vi har aldrig lagt skjul på, at hvis man vil fremme beskæftigelsen ved ændringer i skatte- og overførselssystemet, så forudsætter det en vis omfordeling til fordel for dem, der er i arbejde. Men er det så ikke mere reelt og effektivt at skære direkte i overførslerne frem for at udhule dem gennem højere afgifter? Svaret er nej, af to grunde. Den første er, at afgifter ikke blot udhuler værdien af indkomstoverførslerne; men at de også reducerer købekraften af de eksisterende formuer. Hvis man finansierer lettelser i skatten på arbejdsindkomst gennem højere afgifter, så omfordeler man altså ikke blot fra overførselsmodtagerne, men også fra formueejerne til fordel for de beskæftigede. Og når Kristian Jensen reelt sænker ejendomsværdiskatten og punkafgifterne ved at undlade at opjustere dem i takt med inflationen, så forærer han i realiteten formueejerne en formuegevinst. Dette er fra et beskæftigelsespolitisk synspunkt penge ud af vinduet, fordi det ikke giver øget arbejdsudbud og beskæftigelse.

Men der er en anden og vigtigere grund til, at skatteministeren har uret: Langt de fleste punktafgifter har som bekendt nogle sundhedspolitiske, miljøpolitiske og energipolitiske formål. Et højt forbrug af alkohol og tobak forringer sundhedstilstanden og påfører samfundet øgede sundhedsudgifter, og et højt energiforbrug påfører samfundet omkostninger i form af et forringet miljø. Punktafgifterne bidrager til at mindske disse omkostninger for samfundet samtidigt med, at de skaffer et provenu. Problematikken er nærmere belyst i en interessant og fagligt kompetent artikel fra april 2002 offentliggjort i tidsskriftet ”Skat”, der udgives af Kristian Jensens eget ministerium. Artiklen konkluderer bl.a., at ”grønne afgifter yder et betydeligt bidrag til den samlede miljøpolitik i Danmark”. Når Kristian Jensen i sit indlæg d. 13/2 omtaler de danske afgifter som ”ekstra dårlige finansieringskilder” og hævder, at vi advokerer for ”stærkt skadelige afgiftsforhøjelser” (selvom vi som sagt blot taler for at undlade en reel sænkning af afgifterne), så er det i virkeligheden en bemærkelsesværdig undsigelse af de sundheds- og miljøpolitiske målsætninger, der har ligget til grund for den hidtidige danske afgiftspolitik. Lad os afslutningsvis slå fast, at hvis særlige forhold som f.eks. grænsehandel tilsiger en reduktion i bestemte afgifter, bør sådanne ændringer gennemføres ved specifikke tiltag og ikke ved en tilfældig udhuling gennem inflationen.