Uden uddannelse bliver globalisering et problem

Hvis man har fulgt debatten i medierne omkring udflytningen af danske arbejdspladser til udlandet, har man ind imellem kunnet få det indtryk, at vi er tæt på en situation, hvor ”sidste mand lukker og slukker”. Det er dog langt fra tilfældet. Vi har i den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd set på omfanget og konsekvenserne af udflytningen. Det er ikke oplagt, hvordan man måler omfanget af udflytningen, men vores bedste bud er, at det har en størrelsesorden omkring 5000 arbejdspladser om året. Dette tal skal sammenlignes med, at det samlede antal arbejdspladser, der af forskellige årsager bliver nedlagt hvert år, er ca. 250.000. Det væsentlige er imidlertid, at der også bliver skabt ca. 250.000 arbejdspladser om året. Det illustrerer med al tydelighed, at arbejdspladser ikke kun er noget et land har, men det er i høj grad noget, der bliver skabt hele tiden. Denne dynamik på det danske arbejdsmarked, som understøttes af stor fleksibilitet for virksomhederne m.h.t. at ansætte og afskedige medarbejdere, er i øvrigt en stor fordel i en globaliseret verden, hvor behovet for forandringer og tilpasninger er voksende.

Det forholdsvis lille antal arbejdspladser, der udflyttes hvert år, kunne dog give det indtryk, at globaliseringens konsekvenser for Danmark er en ”detalje”. Det er ikke tilfældet. Hvis man ser lidt bredere på globaliseringen, som tendensen til øget interaktion med omverdenen, har globaliseringen haft store konsekvenser for Danmark. Det kan vi fx konstatere ved, at mange af de varer vi køber, bl.a. elektronik, biler og tøj, er blevet langt billigere som følge af globaliseringen. Globaliseringen har derfor været en væsentlig forudsætning for vores voksende levestandard. Denne konstatering er vigtig, når man i øvrigt diskuterer, hvad der kan være af udfordringer i forbindelse med globaliseringen.

Nogle af de store udfordringer er relateret til arbejdsmarkedet. Der har i de sidste mange år været en tendens til, at virksomhederne i højere grad har nedlagt arbejdspladser, der kræver lavt uddannet arbejdskraft og oprettet arbejdspladser, der kræver højt uddannet arbejdskraft. Denne udvikling kan til dels skyldes udflytning af arbejdspladser, men ny teknologi og øget samhandel med udlandet er formodentlig mere væsentlige forklaringer.

Udflytning af arbejdspladser har dog i visse brancher haft ret dramatiske konsekvenser. I Beklædnings- og Tekstilindustrien, hvor der traditionelt har været en stor andel ufaglærte medarbejdere, er beskæftigelsen siden 1973 således faldet 50.000 personer – dette svarer til 80% af de, der var ansat i 1973.

På trods af, at virksomhederne har øget deres efterspørgsel efter højt uddannet arbejdskraft, er lavt uddannet arbejdskraft ikke blevet dårligere stillet på arbejdsmarkedet. Dette gælder både når man ser på lønnen og arbejdsløsheden i forhold til andre grupper. Hovedforklaringen på dette er, at befolkningen samtidig er blevet bedre uddannet. Hvis vi også i fremtiden skal undgå en voksende ulighed som følge af globaliseringen, er det derfor altafgørende, at befolkningen vedvarende bliver bedre uddannet.

Vi har i Det Økonomiske Råd regnet på, hvad konsekvenserne kan blive, hvis vi ikke får løftet uddannelsesniveauet yderligere i de næste 10 år, samtidig med at tendensen til, at virksomhederne ønsker mere uddannet arbejdskraft, fortsætter som i de foregående 10 år. Disse beregninger viser, at enten skal lønstigningerne for højt uddannet arbejdskraft overstige lønstigningerne for lavt uddannet arbejdskraft med godt 3 procentpoint om året, eller vi vil se, at arbejdsløshedsprocenten for lavt uddannet arbejdskraft vokser med ca. 16 procentpoint. Sådanne beregninger skal helt sikkert tages med et vist forbehold, da økonomien ofte viser sig at være bedre til at tilpasse sig end sådanne simple fremskrivninger ”tillader”. Der er dog ingen tvivl om, at mere uddannelse er altafgørende for at undgå voksende ulighed og for at sikre, at så mange som muligt får glæde af globaliseringen.

Et argument, der ofte høres i debatten, er, at det ikke er alle, der egner sig til at få en uddannelse – vil en fokusering på øget uddannelse ikke lade disse grupper i stikken? Svaret er nej. I ethvert samfund vil der være arbejdsfunktioner, der ikke kræver nævneværdig uddannelse. Men hvis gruppen af fremtidige lavt uddannede lønmæssigt skal følge med det øvrige arbejdsmarked, er det nødvendigt, at gruppen uden uddannelse bliver reduceret i et omfang, hvor der nærmest bliver ”mangel” på denne type arbejdskraft.