Udflytning af job. Hvordan bør vi håndtere den?

Det er blevet meget almindeligt at se overskrifter, der beretter om tab af arbejdspladser i forbindelse med udflytning af produktion. Det er svært at sige præcist, hvor mange arbejdspladser det drejer sig om. Usikkerheden knytter sig bl.a. til, hvilke jobtab der skal tælles med. Der sker ikke nogen officiel registrering af udflytning af arbejdspladser, men bl.a. spørgeskemaundersøgelser og opgørelser baseret på avisers omtale af større omstruktureringer tyder på et forholdsvis beskedent antal på under 5.000 hvert år i forhold til de 260.000 job, der nedlægges hvert år. I den seneste vismandsrapport er der foretaget nye beregninger på individniveau, der bekræfter, at omfanget af outsourcing er omkring 5.000 arbejdspladser pr. år. Analyserne viser endvidere, at outsourcing presser lønnen og giver anledning til større jobomsætning.

En anden måde at vurdere omfanget af outsourcing på er ved at se på importen af halvfabrika, der indgår i danske virksomheders produktion. Udviklingen i dette mål for outsourcing tyder ikke på noget drastisk skift i omfanget af outsourcing i de seneste år. Tværtimod er der tale om en jævn stigning – fra knap 15 pct. i 1965 til 20 pct. i 2000, målt som andel af produktionsværdien – som må formodes at fortsætte i de kommende år.

Tabel II.1        Lønninger over hele verden, 2003

Til trods for det begrænsede antal udflyttede job synes der alligevel at være en bekymring over udviklingen, som måske kan hænge sammen med manglende overblik over omfanget. Dels formoder mange, at omfanget af outsourcing kan tage til, sådan at endnu flere arbejdspladser hvert år vil gå tabt til udlandet, dels er der en forventning om, at langt flere vil blive direkte berørt i takt med, at stadig mere specialiserede jobfunktioner kan flyttes til udlandet. Allerede i dag må også højtuddannede specialister se deres job forsvinde til lavtlønslande, om end det fortsat er ufaglærte personer i industrien, der er i størst risiko for at miste deres job, da det ofte vil være mest lønsomt at flytte deres arbejdsfunktioner.

Teknologiske forandringer er ifølge vore og andres analyser i langt højere grad ansvarlig for de skift, der i de seneste årtier har været i efterspørgslen efter arbejdskraft. De efterspurgte færdigheder har især været rettet mod højtuddannet arbejdskraft; ny teknologi har således på samme måde som outsourcing stillet ufaglærte over for det største pres for tilpasning. Beregninger i vismandsrapporten peger på ganske store effekter af skift i efterspørgslen efter arbejdskraft, uanset om de skyldes outsourcing eller ny teknologi. Såfremt de forskydninger, der forekom i perioden 1993-2001, fortsætter de næste ti år, vil beskæftigelsen af ufaglærte og faglærte falde med knap 16 pct., givet et uændret uddannelsesniveau og uændrede relative lønninger.

Uddannelsesniveauet i arbejdsstyrken har hidtil været stigende. Dette har været afgørende for, at der ikke er sket en markant stigning i lønspredningen eller ledigheden for ufaglærte. Den ændrede sammensætning af medarbejderstaben i virksomhederne har i øvrigt betydet, at virksomhederne har kunnet bevare deres internationale konkurrencedygtighed og fastholde deres aktivitetsniveau. Uddannelse vil også være en oplagt strategi fremover. Det er ikke givet, at uddannelsesniveauet fortsat vil stige uden tiltag, der kan fremme en stigning. I den seneste vismandsrapport peges der på nogle områder, hvor der bør ske en indsats. En styrkelse af det faglige niveau i folkeskolen, uden at det går ud over den selvstændighed og kreativitet, som det danske skolesystem giver eleverne, vil forberede de unge bedre til uddannelsessystemet og senere arbejdsmarkedet. For unge, der ønsker at tage en erhvervsuddannelse, er det vigtig, at der er et tilstrækkeligt antal elev- og praktikpladser. Her bør der udvikles en tilskuds- eller afgiftsmodel, der giver virksomhederne en økonomisk tilskyndelse til at oprette flere praktikpladser. En del af løsningen på de manglende elev- og praktikpladser kan også være mere fleksible elev- og lærlingelønninger. Endelig bør der ske en målrettet efteruddannelsesindsats over for dem med et klart behov for opkvalificering. Et instrument, der i den forbindelse bør overvejes, er uddannelseskonti, som den enkelte lønmodtager har en klar ret til at trække på.

Såfremt det gennem en uddannelsesstrategi ikke lykkes at imødegå det pres på arbejdsmarkedet, som bl.a. opstår i forbindelse med udflytning af arbejdspladser og ny teknologi, kan det blive nødvendigt at gennemføre tiltag, der imødegår den faldende efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft. En mulighed kunne være at lade satsreguleringen følge lønninger for ufaglærte i stedet for den generelle lønudvikling. Herved undgås, at en stigning i aflønningen af højtuddannet arbejdskraft automatisk vil få bl.a. dagpenge og kontanthjælp til at stige og som afledt effekt også de laveste lønninger. Andre muligheder er skattelettelser målrettet mod de lavtlønnede og løntilskud målrettet mod ledige med de svageste kvalifikationer.

Litteratur:

Det Økonomiske Råd (2004): Dansk Økonomi, efterår 2004. København.