Vores vandforsyning er under pres

I Danmark er vi privilegerede. Vi har en stor og god grundvandsressource. Vandforsyningerne indvinder vand, der sammenlignet med andre lande er af god kvalitet, og leverer det til forbrugere og erhverv. Men vandressourcen er under pres pga. forurening, og flere steder i landet er vandforbruget så stort, at det ikke er holdbart på længere sigt.

Der er over 2500 vandforsyninger i Danmark. Langt de fleste er meget små forbrugerejede enkeltindvindinger, der forsyner få husstande. Den største del af vandet leveres imidlertid af få, større forsyninger. En del af disse større forsyninger er forbrugerejede mens, andre – under 200 - er kommunalt ejede. De kommunalt ejede forsyninger leverer omkring 60 pct. af vandet, men ofte til unødvendigt høje omkostninger.

Den store udfordring i de kommende år er for det første at leverer vand af god kvalitet til en pris, der ikke er unødvendigt høj, og for det andet at sikre en vandforsyning, der er bæredygtig.

Der er tegn på, at de kommunale vandforsyninger ikke er særligt effektive: En analyse i Vismandsrapporten viser, at de kommunale forsyninger har 15-20 pct. højere omkostninger end de tilsvarende privatejede.

Forklaringen på dette er sandsynligvis ”hvile i sig selv” princippet, der anvendes til at regulere alle vandforsyningerne. Dette princip betyder, at en forsynings indtægter over en årrække skal balancere med dens udgifter, dvs. der må ikke tjenes penge på vandforsyning. Princippet kan måske virke besnærende: Forbrugeren, der er tvunget til at købe vand fra en bestemt forsyning, beskyttes mod, at forsyningen kan udnytte sin monopolmagt til at kræve urimeligt høje priser. Men en meget uheldig bivirkning er, at man derved fratager forsyningen tilskyndelse til at være effektiv. Lige meget hvor effektiv forsyningen er, vil den ikke få lov til at tjene penge, så hvorfor overhovedet gøre sig det besvær? Problemet er øjensynligt størst for de kommunale forsyninger. I de forbrugerejede forsyninger vil ejerkredsen presse på for at få den lavest mulige pris på vandet. I de kommunalt ejede forsyninger er der ikke det samme pres.

I mange andre forsyningssektorer, f.eks. i elsektoren og telesektoren har man fjernet hvile i sig selv princippet og indført konkurrence mellem forskellige producenter. Derved er der til glæde for forbrugerne opstået et pres for, at producenterne skal blive mere effektive.

Vandsektoren er anderledes: Det er dyrt at transportere vand, og forsyningsnettene er ofte ikke sammenhængende. Derfor kan man ikke bare afskaffe hvile i sig selv princippet og overlade resten til markedet. Dette vil nemlig resultere i private forsyningsmonopoler og urimeligt høje priser.

Løsningen på problemet kan være ”målestokskonkurrence”. Med målestokskonkurrence får forsyningerne en overgrænse for, hvor høj en pris de må tage. Hvis de er effektive, kan de presse omkostningerne ned under denne pris og altså tjene penge. Dermed får de en tilskyndelse til at producere til lavest mulige omkostninger. Forsyningerne tildeles individuelle prislofter, der er baseret på omkostningerne i sammenlignelige forsyninger (deraf navnet, målestokskonkurrence): Forskelle i udvindingsmuligheder, ledningslængder og antallet af forbrugere betyder, at der er ”naturgivne” forskelle på, hvor lave omkostningerne kan blive. Ved at tage højde for sådanne faktorer fastsættes individuelle prislofter for forsyningerne, og dermed sikres et system, hvor vandforsyningerne bliver effektive, uden at de kan udnytte deres monopolstatus. For at sikre at forbrugerne også får del i effektivitetsfremgangen kan prislofterne løbende sænkes.

Erfaringer fra den engelske vandsektor, der er reguleret efter målestokskonkurrence, viser en effektivitetsfremgang, lavere priser og mere tilfredse kunder. Imidlertid er de engelske administrationsomkostninger betydelige, hvorfor størrelsen af de administrative omkostninger bør vurderes inden en eventuel indførsel af målestokskonkurrence. Den engelske model skal ikke blot ukritisk overtages.

Målestokskonkurrence vil kunne bidrage til større effektivitet i såvel private som kommunalt ejede forsyninger. Men da de privatejede selskaber tilsyneladende er mere effektive, kan en yderligere effektivitetsfremgang forventes, hvis de kommunalt ejede forsyninger i højere grad overgår til privat ejerskab. Dette skyldes bl.a., at effektivitetspresset i en privat virksomhed er meget direkte fra ejerne, mens det i en kommune er mere indirekte. Den enkelte kommune opfordres derfor til at vurdere, om en mere effektiv produktion kan sikres med privat ejerskab af dens vandforsyning. Det første skridt i denne retning vil være en overgang til årsregnskabsloven. Derved sikres gennemsigtighed i forsyningernes økonomi, borgerne får bedre mulighed for at stille krav til forsyningerne, og værdien af forsyningerne bliver klargjort, hvilket er en nødvendighed i forbindelse med et eventuelt salg. Det bør være et krav til alle forsyninger, at de følger årsregnskabsloven, og at de udarbejder indikatorer, der muliggør sammenligning af vandforsyningerne.

Viser det sig, at de administrative omkostninger ved målestokskonkurrence vil blive for store, kan en produktion, der er mere effektiv end i dag, sandsynligvis sikres ved at kommunerne i højere grad udliciterer driftsopgaver i vandforsyningen til private virksomheder.

Den anden store udfordring er at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af vandressourcen. Der indvindes f.eks. på Nordsjælland mere vand, end hvad der er bæredygtigt. Dette resulterer i for lav vandstand i søer og åer, ligesom kvaliteten af vandressourcen kan blive forringet. I andre dele af landet, f.eks. Syd- og Vestjylland er der rigeligt med grundvand.

Vandforbruget reguleres i dag med en ensartet vandafgift, der betales af alle husholdninger, mens landbrug og en række øvrige erhverv er fritaget (vandafgiften må ikke forveksles med betalingen for omkostningen ved produktion af vandet eller med vandafledningsafgiften, der er en betaling for bortskaffelsen af spildevandet). En sådan afgift kan være hensigtsmæssig, hvis den har til formål at sikre offentlige skatteindtægter, men ud fra et miljøsynspunkt er den ikke tilstrækkelig. I de områder, hvor ressourcen er under pres, må indvindingen pålægges en afgift, der afspejler presset på ressourcen. Denne afgift skal betales af alle vandforbrugere i de berørte områder, dvs. også landbrug og erhverv. Afgiften bør pålægges i forsyningsleddet. Derved sikres det, at vand, hvis det er hensigtsmæssigt, vil blive transporteret fra andre dele af landet eller fremskaffet på anden vis.

Reguleringen af vandressourcen ligger i dag hos forskellige myndigheder, da såvel stat, amter og kommuner har indflydelse på reguleringen af vandressourcen. F.eks. afgør staten den overordnede regulering af landbrugets sprøjtning med pesticider, amter træffer beslutninger om regionalplanen og også i lokalplanerne træffes beslutninger, der har betydning for vandressourcen. Denne opdeling er uhensigtsmæssig: En forudsætning for en effektiv regulering af vandressourcen er, at ejerskabet og ansvaret er entydigt placeret hos én offentlig myndighed, og at denne myndighed kan sikre en hensigtsmæssig påvirkningen og brug af ressourcen.

I forbindelse med kommunalreformen lægges en betydningsfuld del af ansvaret for regulering af vandressourcen ud til de kommende storkommuner. Det er en rigtig dårlig ide. Kommunerne har tilskyndelse til at tage hensyn til lokale interesser, f.eks. det lokale landbrug eller erhvervsliv, mens hensynet til indbyggere i andre kommuner tillægges mindre vægt. Den enkelte kommune vil næppe tage tilstrækkeligt hensyn til, at dens naturværdier også kan være til glæde for borgere uden for kommunen, og at forurening af vandressourcen i en kommune kan spredes til andre enten via grundvandet eller via søer og åer. For at undgå at dette sker, er det ikke tilstrækkeligt at staten kun har det overordnede ansvar. Ved at placere en væsentlig del af administrationen i kommunerne risikerer man således at lokale erhvervsinteresser tilgodeses på bekostning af miljøet. Beskyttelsen af vandmiljøet bør derfor varetages af en mere central myndighed, f.eks. staten. Dette gælder for såvel reguleringen som for kontrollen af at reglerne overholdes

For at sikre en bedre udnyttelse af vandressourcen må det således anbefales,

• at hvile i sig selv princippet erstattes af målestokskonkurrence, forsyningerne pålægges at følge årsregnskabsloven og udarbejde indikatorer, som muliggør sammenligning mellem vandværker,
• at kommunerne afdækker mulighederne for omkostningsreduktioner ved forøget privat produktion i vandsektoren,
• at den eksisterende vandskat kombineres med en regionalt differentieret afgift, som afspejler knapheden i regionen, så der sikres en bæredygtig udnyttelse af vandressourcen
• at ejerskabet til vandressourcen samt ansvaret for regulering og kontrol i relation til vandmiljøet lægges hos en mere central myndighed end de kommende storkommuner.