EU-rammer

Beslutningen om at danne en Økonomisk og Monetær Union (ØMU) blev indarbejdet i Maastricht-traktaten, som trådte i kraft 1. november 1993. Denne traktat indeholder fire såkaldte konvergenskriterier, som landene skulle overholde for at træde ind i ØMU’ens tredje fase. De fire konvergenskriterier indebar krav til inflationen, renten, den nationale valuta samt krav om, at underskuddet på den offentlige saldo ikke må overskride 3 pct. af BNP, og at den offentlige bruttogæld ikke må overstige 60 pct. af BNP.

Konvergenskriterierne for den offentlige saldo og gæld fastlagde de finanspolitiske regler, der gælder i dag, og som er udbygget med Stabilitets- og vækstpagten og senere sixpack og twopack.

Indførelsen af den fælles valuta (euroen) betød, at de enkelte eurolande opgav muligheden for en selvstændig pengepolitik. Som følge af fastkurspolitikken har Danmark i praksis også opgivet at føre en selvstændig pengepolitik.

Finanspolitikken er derimod stadig et nationalt anliggende. Alligevel er det  vigtigt, for EU som helhed, at medlemslandene ikke fører en finanspolitik, der truer den makroøkonomiske stabilitet og skaber usikkerhed om pengepolitikken.

Det er især fire traktater, der lægger reglerne på området fast: 

• Stabilitets- og vækstpakken
• Sixpack
• Twopack
• Finanspagten

De europæiske finanspolitiske regler overvåges af EU-Kommissionen på europæisk plan, der har ansvaret for overholdelsen af de finanspolitiske regler. Det gælder dog formelt set ikke for finanspagten, da denne er et mellemstatsligt samarbejde, der ikke er en del af EU-samarbejdet. EU-Kommissionens overvågning af regeloverholdelse understøttes i stigende omfang af uafhængige finanspolitiske institutioner i de enkelte lande og på europæiske plan af European Fiscal Board.