Twopack og Det europæiske semester

Twopack var med to forordninger i 2013 yderligere en stramning af Stabilitets- og vækstpagten. Twopack gælder kun for eurolandene.

Et af elementerne af twopack er, at alle eurolandene fremover skal fremlægge deres budgetter for det kommende år for EU-Kommissionen.

Kravet om, at eurolandene skal fremlægge deres budgetter, blev indført som led i en opdatering af Det europæiske semester, der blev indført i 2010. Det europæiske semester har blandt andet til formål at opnå de overordnede mål for EU (Europe 2020) og målene i Stabilitets- og vækstpagten ved at overvåge medlemslandenes finanspolitik.

Det europæiske semester har en række faste pejlemærker:

  • Det europæiske semester starter i november hvert år, hvor Kommissionen fremlægger deres ”Annual Growth Survey”, ”Alert Mechanism Report” (rapporten der undersøger makroøkonomiske ubalancer, jf. beskrivelsen sixpack) samt en vurdering af de nationale budgetter for det kommende år
     
  • I februar/marts offentliggør Kommissionen sin vinterprognose og for de lande, hvor der blev konstateret makroøkonomiske ubalancer i ”Alert Mechanism Report”, præsenteres også her de dybdegående analyser
     
  • Senest den 30. april afleverer medlemslandene deres konvergens- eller stabilitetsprogram og i maj fremlægger Kommissionen de landespecifikke anbefalinger (”country-specific recommendations”, CSR) sammen med deres forårsprognose
     
  • I juni/juli tilslutter Det Europæiske Råd sig CSR’erne, og EU’s finansministre skal i sidste ende vedtage dem
     
  • Senest den 15. oktober skal eurolandene fremlægge deres budgetter for det kommende år for Kommissionen og cyklussen starter forfra. 

Opstramningen, der fulgte af twopack vedrører således især sidste punkt. Såfremt Kommissionen finder alvorlige mangler i budgettet mht. overholdelsen af bestemmelserne i Stabilitets- og vækstpagten, vil den pålægge medlemslandet at fremlægge et revideret budget. Kommissionen har dog ikke ret til at ændre nationale budgetter.

Et andet vigtigt element i twopack er, at alle eurolandene skal oprette uafhængige finanspolitiske råd. Det forudsættes blandt andet, at eurolandenes budgetter baseres på en makroøkonomisk fremskrivning, der kan være produceret af det uafhængige finanspolitiske råd eller godkendt ("endorsed") heraf. Læs mere om de finanspolitiske råd.

Fakta og mere information

Twopack består af følgende to forordninger:

  • Fordning no. 472/2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater i euroområdet, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet og
  • Forordning no. 473/2013 om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet

Læs mere om EU-Kommissionens vurderinger af eurolandenes budgetter.

Læs mere om twopack på EU-Kommissionens hjemmeside (på engelsk).

Læs mere om Det europæiske semester på EU-Kommissionens hjemmeside (på engelsk).